Livet bevæger sig i faser. Nogle skifter vi frivilligt – et nyt job, et nyt sted at bo, et nyt forhold. Andre bliver vi kastet ud i – skilsmisse, sygdom, børn der flytter hjemmefra, forældre der bliver gamle. Fælles for dem alle er, at de vækker spørgsmål om, hvem vi egentlig er, når det, vi kendte, forandrer sig.

Som autoriseret psykolog møder jeg mange mennesker midt i livsovergange. Nogle føler sig rodløse, som om deres identitet ikke længere passer. Andre oplever uventet sorg midt i noget, der burde være glædeligt – som at få et barn, blive forfremmet eller flytte i drømmehuset. Forandring vækker ofte både glæde og tab, fordi alt nyt også betyder, at noget gammelt forsvinder.

I arbejdet med identitet handler det ikke om at finde tilbage til, hvem man var, men om at opdage, hvem man er blevet. Identitet er ikke fast – den formes af de oplevelser, vi går igennem. Når man står i en overgang, mister man midlertidigt fodfæstet, fordi de gamle roller ikke længere passer, mens de nye endnu ikke er trådt frem. Det kan føles forvirrende, men det er også et tegn på, at noget nyt er ved at tage form.

Livsovergange aktiverer ofte gamle temaer: kontrol, tilhørsforhold, selvværd. Man kan føle, man mister sin retning, især hvis man har været vant til at definere sig selv gennem ydre rammer – jobbet, rollen som forælder, partneren. Når disse rammer ændres, må man finde sin indre kerne igen.

I terapien arbejder vi med at skabe et sprog for den forandring. Mange opdager, at de ikke mangler identitet – de er bare midt i en opdatering. Når man tør stå i det tomrum, hvor man ikke helt ved, hvem man er, opstår der en mulighed for ægte selvforståelse.

Forandring er ikke kun tab. Den kan også være en invitation. En chance for at spørge: Hvad har jeg brug for nu? Hvad giver mit liv mening i dag – ikke for fem år siden? Når man begynder at svare på de spørgsmål, vokser en ny form for ro.

Livet kræver, at vi genopfinder os selv flere gange. Det er ikke et tegn på forvirring, men på udvikling. Identitet er ikke noget, vi finder én gang for alle – det er noget, vi bliver ved med at skabe.

Og måske er det netop dér, styrken ligger: i evnen til at ændre sig uden at miste sig selv.

Når man accepterer, at livet ikke skal se ud som før, opstår der ofte en uventet lettelse. Det, der først føltes som et tab af kontrol, kan med tiden blive en følelse af frihed. Man opdager, at identitet ikke handler om at fastholde alt det kendte, men om at turde leve i bevægelsen. Mange beskriver, at de i efterdønningerne af en livsovergange begynder at mærke sig selv klarere – ikke som den, de var, men som den, de er blevet. Det er en stille, men stærk forvandling: at give slip på gamle versioner af sig selv og opdage, at man stadig står fast.